SINNE EEG

Fredag 1. februar 2008 kl. 19.30
Bygningen, Ved Anlægget 14, 7100 Vejle.

Sang: Sinne Eeg
Piano: Jakob Christoffersen
Bas: Mads Vinding
Trommer: Morten Lund

SINNE EEG
ET VINTEREVENTYR - KRYSTALKLAR JAZZ I VINTERNATTEN

For fire år siden trådte sangerinden Sinne Eeg ind på den danske jazzscene med en overbevisende debut-cd. På sin første cd havde hun allieret sig med "creme de la creme" af danske og internationalemusikere. Resultatet var særdeles lovende i sin blanding af standards og originalkompositioner.

Nu fortsætter Sinne Eeg med sin anden cd, "Waiting for Dawn". Endnu engang har hun omgivet sig med de ypperste musikere, som vort land kan fremvise. Vi skal møde dem denne aften: Mads Vinding på bas, Jacob Christoffersen på piano og Morten Lund på trommer. På den baggrund kan det ikke gå galt, og det gør det heller ikke.

Musikken er nu oftest Sinne Eegs egne kompositioner, og de besidder den karakteristiske nordiske, kølige tone. Sinne Eegs musik er stille og sensuel, smagfuldt arrangeret. Musikken har netop det strejf af vemod, nordisk "blues", som virker så inciterende på folk. Det er den helt rigtige musik til en kold vinternat, hvor frosten klinger i istapperne fra hustagene - en eventyraften.

Sinne Eeg har en særdeles flot og velplejet stemme. Nærmeste reference vil være amerikanske Diana Krall, så vil kendere vide besked. Sinne Eeg klinger i det lidt dybere leje. Hendes sangteknik er helt overlegen på alle områder. Denne stemme kan nu udføre alt, hvad hendes hjerte ønsker den skal gøre. Det gør, at kanalen er åben hos Sinne Eeg. Fra nu af kan vi forvente os små mirakler fra hendes side.

Læg hertil, at kompositionerne levner masser af plads til hendes medspillere. De vil med mesterlig finesse finde ind i Sinne Eegs sofistikerede univers, og endnu flere lag i musikken vil dukke op. WAUW!!

www.myspace.com/sinneeeg

Billetpriser DKK
Ikke medlem: 130,00
Medlem: 100,00
Stud.medlem: 65,00