LOUIS HJULMAND KVARTET + 1

Lørdag 26. april 2008 kl. 19.30
Bygningen, Ved Anlægget 14, 7100 Vejle.

Piano: Mogens Lauridsen
Bas: Bent Knudsen
Trommer: Janus Jørgensen
Vibrafon: Louis Hjulmand
Saxofon: Jens Søndergaard

LOUIS HJULMAND KVARTET + 1
ORKESTRET, DER REGEREDE I JAZZ-JYLLAND!

Endelig kommer Danmarks bedste jazz-veteraner til JIVE, "Louis Hjulmand Kvartet + 1".

Mogens Lauridsen Trio er grundstammen for bandet. Når Louis Hjulmand er med, skifter orkestret navn. Denne aften er orkestret udvidet med en speciel gæstesolist, alt-saxofonisten Jens Søndergaard.

Dette er orkestret, som regerede Jazz-Jylland. Når Kenny Drew i start-60'erne regerede Sjælland og København sammen med teenagerne Niels Henning Ørsted Pedersen og Alex Riel, så var dette orkester deres jyske modstykke. Disse swingende, jyske HARD-BOPPERE har været med hele vejen fra den gang jazzen virkelig var tidens hotteste musik og bar den musikalske udviklings flamme. Når DEXTER GORDON var i Jylland, og det var han et par gange, var det denne kvartet, som akkompagnerede ham!!

Det har længe været et ønske hos JIVE at kunne præsentere pianisten Mogens Lauridsen fra Kolding. Han er en fantastisk swingende musiker, som regelmæssigt optræder på jazz-spillestedet "Bent J". Han er en musiker, som vor egn kan være stolt af. Med sig har han bassisten Bent Knudsen og vibrafonisten Louis Hjulmand. Det nyeste medlem af kvartetten er i øvrigt Janus Jørgensen, som omtales som "den nye", meget lig Ron Wood i Rolling Stones, men han har altså også KUN spillet med i orkestret siden 1963!

Louis Hjulmand er en legende i dansk jazz, en personlighed, som indspillede plader med bl.a. bassisten Oscar Pettiford. Hjulmand var de amerikanske jazzmusikeres ligemand på sit instrument, vibrafonen. Han kunne tale jazz-sproget "flydende". Overalt i jazzkredse kendes Louis Hjulmand, og hans lp-plader er eftertragtede samlerobjekter. Pladerne er for nylig blevet genudgivet på cd.

Altsaxofonisten Jens Søndergaard har faktisk aldrig spillet i JIVE før, så det er også et scoop at kunne præsentere ham. Han er mesterlig.... og ung - kun i 50'erne! Resten af orkestret er ganske meget ældre med Hjulmand som alderspræsidenten.

Orkestret spiller stadig professionelt og står for en rigtig god jazzoplevelse med vægt på den swingende musik. Louis Hjulmand suppleres som solist af Søndergaard. Selv om det ændrer den gamle originale line-up, så er det kunstnerisk krafttilskud af dimensioner. Denne musik bør appellere til både nye og ældre musikelskere.

Billetpriser DKK
Ikke medlem: 100,00
Medlem: 80,00
Stud.medlem: 50,00