NICLAS KNUDSEN QUARTET
RESPEKT FOR DE ÆLDRE – på vores egen måde
(Osgood feature no.1)

Tirsdag 2. marts 2010 kl. 19.30
Bygningen, Ved Anlægget 14, 7100 Vejle.

Guitar: Niclas Knudsen
Piano: Ben Besiakow
Bas: Anders Christensen
Trommer: Kresten Osgood

På hjemmesiden www.niclasknudsen.com står Niclas Knudsen som en anden købmand og udbyder sine orkestre og sit talent. Hylderne bugner af frisk, ny og spændende jazz på tube, i dåse eller frisk fra fad.

JIVE har som en del af halvsæsonens spotlight på KRESTEN OSGOOD valgt at gå ind på hylden med NICLAS KNUDSEN QUARTET, hvor Kresten Osgood spiller trommer. Lad det være sagt med det samme: Det er et formidabelt orkester, der kommer på besøg i JIVE! Ud over kapelmester Niclas Knudsen på guitar og Osgood på trommer er det den Vejle-fødte Anders Christensen på bas og geniet Ben Besiakov på klaver.

Dette orkester fokuserer på Niclas Knudsens evner som komponist ud i ”klassisk jazz”, idet alt materialet er originalt. Musikkens kilder er de store mestre, Duke Ellington, Thelonious Monk og Charles Mingus. Dette er altså et bud på en nutidig brug af inspirationen fra de ”gamle, store” jazzmusikere.

Respekten for de ældre er noget, der er meget kendetegnende for de nye generationer i dansk jazz. De går meget gerne nye og uprøvede veje, men glemmer aldrig, hvad der kom før dem selv. Særligt Kresten Osgood har nærmest gjort det til en ”musikerpligt” at lokalisere de gamle mestre, opsøge dem og spille med dem, bl.a. Sam Rivers, Oliver Lake, Yusef Lateef.

Dette er altså swingende og melodiøs musik med 50’er-rødder. Der er masser af plads til inspirerende soloer fra alle, men især fra kapelmesteren selv på guitar og pianisten Ben Besiakov. Sammenspillet mellem bas og trommer er i verdensklasse. Osgood og AC kender hinanden særdeles godt og driver musikken uimodståeligt fremad med piskeslag til solisterne, som animeres til store solo-indsatser.

Pianisten Ben Besiakow er også en stor oplevelse. Ben er en såkaldt ”free spirit”, som bare lader musikken flyde gennem sig helt ubesværet. Han er en meget stor mester i dansk musik.

Dette orkester vil tilfredsstille selv den mest kræsne musikelsker.

www.niclasknudsen.com

Billetpriser DKK
Ikke medlem: 120,00
Medlem: 100,00
Stud.medlem: 60,00