HUGO RASMUSSEN ALLSTARZ
GENERATIONSMØDE I SWING-KLUBBEN
(Osgood feature no.4)

Tirsdag 25. maj 2010 kl. 19.30
Bygningen, Ved Anlægget 14, 7100 Vejle.

Cornet: Kasper Tranberg
Trombone: Mads Hyhne
Saxofon: Jacob Dinesen
Piano: Heine Hansen
Bas: Hugo Rasmussen
Trommer: Kresten Osgood

Hugo Rasmussen er den elskede trold i dansk jazz. I en menneskealder har han stået der med sit vennesæle smil og sit store røde skæg og leveret et fantastisk basspil for danskerne.

Han er kendt af rigtig mange som en del af den store gamle generation med Niels Jørgen Steen, Arnvid Meyer og Jesper Thilo. Sammen med disse personligheder har Hugo Rasmussen været med til at sikre jazz en folkelig platform i Danmark. Altid en garant for stor-swingede spil med rødder i amerikansk mainstreamstil som fx Count Basie, Duke Ellington.

Hugo Rasmussen er dog meget mere end det. Han er også med, når der eksperimenteres fx i Pierre Dørges New Jungle Orchestra. Han er ligeledes akkompagnatør for Erik Grip og Thulla og tidligere for sangerinden Trille og en hel del andre solister.

I dette orkester spiller Hugo Rasmussen sammen med en yngre generation i dansk jazz. Man kan sige, at han overleverer de yngre musikere ”stafetten” i at kunne spille swing – Kansas City Style. ”Eleverne” er i denne forbindelse ”creme de la creme” af nutidig dansk musik.

I denne gruppe viser Kresten Osgood andre sider af sit store musikerskab. Han, der ofte trives ved foranderlighed, er her en del af et fast forankret koncept, hvor tingene SKAL SWINGE SOM IND I HELVEDE, hvilket de også gør. Osgood fungerer optimalt sammen med den garvede bastrold og pianisten Heine Hansen. Kresten Osgood tilfører orkestret en fantastisk dynamik og fremdrift og har den stensikre timing, der får tingene til at swinge. Tilsammen er denne rytmegruppe et organisk fundament for de tre blæsere; Kasper Tranberg, Mads Hyhne og Jacob Dinesen. Disse er alle tre musikere, som har spillet en del i JIVE i forskellige konstellationer med stor succes. Alle de ”unge” musikere tager del i denne musikalske fest, som Hugo Rasmussen anretter. Det at spille ”i traditionen” er både en glæde og en udfordring for ALLE musikere.

Forvent en aften med maksimalt udslag på swing-skalaen. Et generationsmøde på grundlag af SWING kan kun blive godt.

Billetpriser DKK
Ikke medlem: 140,00
Medlem: 120,00
Stud.medlem: 70,00

OBS forhøjede priser